Mor og nonne

Hendes bevægelser er rolige, og hun giver sig god tid i alt, hvad hun gør. Ro. Dorji Lahm er 27 år og har været nonne i tre år. Hun er en af de få i klostret Sisinang uden for hovedstaden Thimphu, der kan tale engelsk. Hendes vej til Sisinang har været snørklet og ufremkommelig som vejene i Bhutans bjerge. Hun virker alvorlig, værdig og ydmyg på samme tid. Når hun griner, kravler små, fine rynker frem ved hendes næse.

To senge, betrukket i et væld af farver, læner op ad væggen. På en lille træbakke serverer Dorji te og kiks. Hun synes, jeg skal føle mig hjemme.

”Træk benene op i sengen, sådan ja, i skrædderstilling.”

Vi griner, da jeg prøver at hive benene op i fuld lotusstilling, hvor hver fod hviler på modsatte lår. Det lykkes ikke.

Udsigten bag de blomstrede gardiner er betagende. En bjergrække, klædt i grønne grantræer med en gammel ruin på ryggen, flirter med en lyseblå himmel. Klostrets hvidkalkede bygninger gør sig godt i farvepaletten. Her bor 80 nonner mellem 12 og 84 år.Dorji deler værelset med en anden nonne. I små trækommoder gemmer de deres ejendele: En riskoger, farverige termokander, sukker, earl grey te og en flaske Fanta. En fejekost hviler sig i hjørnet, og en blå skænk fungerer som husalter med guldindrammede lamaer, lys i bronzestager og røde, hvide, blå og orange plasticblomster.

Dorji fanger en flue med den ene hånd og lukker den uden for døren.

”Allerede da jeg var lille, ville jeg gerne være nonne. Men mine forældre sagde, at jeg skulle vente og finde ud af, om det var det rigtige for mig,” fortæller Dorji. Derfor gik hun i skole til 8. klasse. Og da hun var giftemoden, gjorde hun som mange andre unge kvinder: Giftede sig med en mand, som hendes forældre havde valgt.

”Dengang ville jeg gerne giftes, for det var en hjælp for min familie. Han havde et godt job og hjalp min familie økonomisk. Så vi blev gift, og vi fik en søn. Men jeg brød mig ikke om at være gift.”

Dorji var syg i tre år. Hun havde svært ved at trække vejret. På hospitalet kunne ingen finde ud af, hvad der var galt.

”Hver gang jeg så nogle af mine veninder i røde klæder, blev jeg ked af det og ønskede bare at græde. Jeg fortalte min mand, at jeg ville være nonne. Jeg sagde det flere gange. Til sidst sagde han ok.”

Dorji forlod sit ægteskab og sin søn på tre år. Hun vidste, at det ville blive svært, og at hendes forældre ikke ville bryde sig om det.

”En dag tog jeg de penge, jeg havde sparet sammen. Jeg pakkede ris og grønsager og tog af sted til et nonnekloster. Jeg spurgte ikke nogen. Jeg tog bare af sted. Det var min egen beslutning.”

Det var hverken let eller ligetil. Da hun kom til klostret, var hun ved at blive sendt hjem igen. Der var ikke plads nogen steder, og læreren bad hende vende tilbage senere. Dorji stod fast.

”Klostret var det eneste sted, jeg ville være. Jeg ville kun være der.”

Hun fik lov at sove i nonnernes depot. Der var ingen elektricitet, og loftet hang så lavt, at hun ikke kunne stå oprejst derinde.

”Men jeg blev der, og efter fire måneder fik jeg et værelse at dele med en anden nonne.”

Senere fik hun også lov at tage noviceløfterne som nonne, og endelig kunne Dorji indgå i klostret på lige fod med de andre kvinder.

Hun fortryder ikke.

”Jeg tænker, at det er godt at have været gift, før man bliver nonne. Så drømmer man ikke om det liv. Jeg ved, hvilke problemer der er, og hvordan livet ser ud som familie.”

Hendes søn græd, da hun efterlod ham hos sin søster, men hun fulgte sit hjerte, og hun gjorde det ud fra ønsket om at gavne. At praktisere Buddhas lære er en overgivelse til noget større end sig selv. Buddha selv gav afkald på sit kongedømme. Han forlod sin kone, sine børn og sit magelige liv for at finde sandheden bag menneskets lidelser, bag liv, sygdom og død. Han forlod sin sikre verden for at forstå sindet, meditere og opnå oplysning og frihed.

En dag spæner Dorji hen ad bjergsiden, da en velkendt bil kommer kørende neden for på vejen. En lille dreng hænger vinkende ud af vinduet.

”Det er min søn,” siger hun stolt.

Bilen triller ind til siden, og Dorji vinker ned til drengen på bagsædet, rørt og glad. Han er nu 6 år gammel. Dorji har ikke set ham i flere måneder. Hun smelter i et smil, da hans runde hoved og mørke hår virrer af glæde, mens hele han krop vinker til hende. Drengen råber et par ord, inden bilen kører videre og forsvinder ned ad bjerget.

”Han kalder mig ani (nonne) i stedet for mor. Han er meget klog. Nu kalder han min søster for mor,” fortæller Dorji uden skælven. Hun har lagt fortiden bag sig. Hun fortæller, at søsteren opdrager drengen som sin egen søn.

”I starten var det svært for ham, at jeg var her. Nu har han vænnet sig til det. Jeg tænker ikke på ham mere, og jeg savner ham ikke.”


 

Godkarma.nu
kontakt@godkarma.nu

www.godkarma.nu
Du er her: HomeTeksterMor og nonne