Cølibat

En dag bærer Chophals mor en baby ind i templet. Han går fra arm til arm til stor glæde for nonnerne. Det er Chophals storesøsters søn. Hun bor i en landsby, men kan ikke selv tage sig af ham, fordi hun er lam. Derfor har Chophals mor ansvaret for at passe ham.

Han er hele klostrets kæledægge. Nonnernes moderkærlighed og omsorg strømmer ud over ham, mens han ligger kær, rundt og babyblød i et varmt tæppe og kigger. Chophal har det fint med, at han bare er til låns, og at hun ikke selv vil få mand og barn.

”Jeg tænker ikke på at få børn overhovedet. Jeg kan godt lide min søsters baby, måske fordi han er lige foran mig.”

”Har du aldrig haft en kæreste?” spørger jeg.

Chophal griner.

”Nej. Jeg har aldrig haft en kæreste. Og jeg skal heller aldrig have nogen. Det betyder ingenting for mig. Kun dharma betyder noget.”

Mange nonner har aldrig prøvet at kysse en dreng og vil heller aldrig komme til det.

”Jeg har aldrig haft en kæreste, så jeg har ingen ide om, hvordan det er. Så det er der ingen grund til at tænke over,” ræsonnerer 19-årige Jamyang Choden.

I vesten er der dagligt fokus på sex, parforhold, manglende sexlyst, sidespring eller sexsymboler i medierne. Så jeg undrer mig over nonnernes forhold til seksualitet. Det er ukendt område for dem. Uden interesse.

”Jeg ser det ikke som noget problem at leve i cølibat. Jeg har jo en hel masse gode dharmavenner omkring mig. Hvis det er et problem for nogen at leve et liv i cølibat, så behøver de jo ikke at blive nonne eller munk. Klosterlivet er ikke den eneste måde, du kan praktisere på. Du kan sagtens praktisere som lægperson. Men jeg synes, at den bedste måde at hellige sig selv på er ved at være nonne eller munk,” siger Chophal.

For nonner og munke giver sex simpelthen ikke mening. Ikke fordi det er en synd, men fordi sex ofte udspringer af en egoistisk følelse af begær, som de ønsker at undgå eller omforme til noget gavnligt og uselvisk som for eksempel medfølelse.

”Vi lever i cølibat, fordi det er muligt for os. Alle mennesker har forskellige holdninger og måder at leve på. Hvad én anser som godt, er måske ikke godt for en anden. Hver ting kan anskues på mange forskellige måder. Så enhver kan leve det liv, som man synes er bedst. Hvis vi ser på historien og på nogle af de store mestre, så er de ikke allesammen klostermunke eller nonner. Der er mange realiserede mestre, som er gift og har børn. De kan praktisere effektivt med en passende partner. Deres erfaring med sex er lyksalighed og tomhed fremfor begær og tilfredsstillelse,” forklarer Chophal.

Almindelige praktiserende buddhister lever ikke i cølibat, men de afstår fra at indgå i såkaldt amoralske seksualforhold. Jeg spørger Chophal, om det ligefrem giver dårlig karma at have sex?

”Nej, slet ikke. Uden sex ville menneskeracen uddø, selvom forskere i dag kan producere testbabyer i laboratorier, hvis jeg har forstået det ret,” siger hun.

”Men på nogle måder kan upassende seksuelle relationer være årsag til at udvikle dårlig karma. Upassende sex betyder sex med en fra din familie, som du er relateret til genetisk. Det er også upassende at dyrke sex på hellige steder, i et tempel eller på dage, hvor du tager specielle løfter. At have sex med én, som er for umoden aldersmæssigt, er også upassende.”


 

Godkarma.nu
kontakt@godkarma.nu

www.godkarma.nu
Du er her: HomeTeksterCølibat