Buddha Legenden/ livshistorie

BUDDHA LEGENDEN

Siddhartha Gautama  – Buddhas livshistorie

Siddhartha Gautama er stifteren af buddhisme. Buddhismen begyndte med Siddhartha Gautamas lære. Han levede i Nordindien for omkring 2.500 år siden. Gautama var søn af en konge. Han voksede op i et stort og rigt palads. Da Gautama skulle fødes, forudsagde en vismand, at Gautama enten ville blive en stor hersker eller en stor hellig mand. Det ville afhænge af, hvilket liv han kom til at leve. Da Gautamas far havde besluttet, at han skulle efterfølge ham som konge, isolerede han ham fra omverdenen, og gjorde alt for at gøre ham lykkelig. Gautama giftede sig med sin kusine, og de fik en søn, Rahula.

De fire tegn

Selv om Gautama levede et liv i luksus, følte han sig fanget og ulykkelig. En dag kørte han – trods sin fars ønske – en tur i karet uden for paladsets område. Først så han en gammel mand, så en syg mand med mange smerter og så en død mand. Gautama blev chokeret over al denne lidelse. Han spurgte sin kusk, hvad det betød, og fik at vide, at alderdom, sygdom og død rammer alle mennesker. Til sidst så han en asket, der var klædt i enkelt tøj. Han virkede glad og tilfreds. Gautama besluttede, at han ville være ligesom ham og søge efter forklaringen på al den ulykke, han så i verden.

Et nøjsomt liv

Om aftenen efter køreturen forlod Gautama paladset. Han klædte sig i munkeklæder, og i seks år levede han i skovene sammen med fem hellige læremestre. Det var et meget hårdt liv. Gautama sultede sig, indtil han var så tynd som et skelet. Legenden siger, at han levede af ét riskorn om dagen. Han fandt imidlertid ikke de svar, han søgte efter.

Han bliver Buddha

I sin fortvivlelse forlod Gautama skovene og sine rejsevenner og begav sig til byen Bodh Gaya i Indien. Mens han sad under et stort bodhitræ, blev han oplyst. Han tilbragte de næste 49 dage og 49 nætter med at meditere. Han opdagede, at mennesker led, fordi de ikke var tilfredse med det, de havde. De ønskede altid mere. Han så også en vej ud af denne elendighed. Fra da af blev Gautama kendt som Buddha, ”den fuldt oplyste.”

Liv og død

I de følgende 45 år rejste Buddha rundt i Indien sammen med sine tilhængere. Han levede som munk, og fortalte mennesker, hvordan de kunne blive lykkelige. Han døde 80 år gammel i byen Kushinagara. Buddha døde liggende på siden i en afslappet stilling. Buddhister kalder hans død for parinirvana. Det betyder, at hans arbejde som Buddha var veludført, og at han nu for sidste gang kunne indtræde i Nirvana. Legenden fortæller, at jordskælv rystede jorden, både da han opnåede oplysning, og da han døde.

Buddha vidste af erfaring, at glæde hverken kommer af stor rigdom eller af stor lidelse. Han lærte folk at følge den Ottefoldige vej mellem de to yderpunkter. Ved at følge denne vej kunne mennesker overvinde grådighed og begær og den elendighed, som fulgte med, og lære at leve et mere omsorgsfuldt liv i deres søgen efter at nå oplysning. Buddha lærte dem også, at det var op til den enkelte at virkeliggøre sandheden for sig selv. Hans lære var kun ment som en rettesnor, som kunne være til hjælp.


 

Godkarma.nu
kontakt@godkarma.nu

www.godkarma.nu
Du er her: HomeTeksterBuddha Legenden/ livshistorie