Historier om buddhisme

 – fortalt af unge fra Bhutan

Vekselereren

Vekselereren

Engang var der en mand ved navn Ap Chethey. Han var en meget fattig mand, men han ejede et lille stykke jord. Han plejede at få mad ved at tigge fra de andre bønder. En dag da han gravede i sit lille stykke jord for at dyrke grønsager, så han en pose fuld af guld. Han var meget glad og gik afsted for at sælge det til de rige mennesker. På sin vej så han en mand med en yakokse.

“Du ser sørme ud til at være i godt humør i dag. Hvor skal du hen?” spurgte den fremmede. Ap Chethey svarede:

“Jeg er på vej for at sælge det her guld. Hvis du ønsker at bytte den yak for guldet, er det bedre.”

Ap Chethey udvekslede guldet for yakoksen.

001

En mand ønsker yakoksen

Næste dag fortsatte Ap Chethey sin rejse. Pludselig på vejen mødte han en anden mand med en tyr. Manden ville have ham til at bytte yakoksen for tyren. Så Ap Chethey byttede yaken for tyren. Ap Chethey mødte derefter en ung mand med et får, der græssede ved en vejside. Ap Chethey spurgte:

“Vil du udveksle tyren for fåret?” Ejeren af fåret accepterede.

Ap Chethey ender med en fløjte

På vej hjem så han nogle høns, der løb rundt tæt ved et hus. Han begyndte at tænke, at hvis han udvekslede det gode får for en høne, ville det være lettere at få fat på foder. Så han råbte:

“Ejer! Kom venligst ud.” En kvinde kom ud af huset. Ap Chethey spurgte hende, om hun ville bytte dyr. Han tog hønen og fortsatte sin rejse. Igen mødte han en mand. Denne mand spillede fløjte. Ap Chethey bad ham om at spille fløjte igen og igen. Så spurgte han ham, hvad fordelene var ved at spille fløjte var. Manden sagde:

“Fløjten spiller os en melodi, når vi keder os, og vi får lækker mad og penge fra folk, der er sammen i grupper og på festivaler.” Ap Chethey udvekslede hønen for fløjten.

Ap Chethey kommer hjem

Han fortsatte sin rejse. Han så en flok mennesker forberede sig på et ritual. Han blev glad og begyndte at spille på sin fløjte i huset. Mange mænd kom og slog ham nådesløst og beordrede ham at gå. I dette hus var en mand død, og de havde ikke brug for musik.

På sin vej igen så han en anden skare af mennesker, så han begyndte at græde og gik ind i midten af ​​mængden. Men endnu en gang kom nogle mænd og slog ham og sagde:

“Du forstyrrer vores festival.”

Til sidst, da han var nær sit hjem, så han nogle mænd spise frokost. Det var folk fra hans landsby. De råbte:

“Kom og spis frokost!” Men han løb hjem og tænkte:

“De vil måske også slå mig.”

Thongley fra Ura i Bumthang

Luk denne tekst

 

Jægeren og dådyret

Jægeren og dådyret

For længe siden mediterede den buddhistiske helgen Jetsün Milarepa et sted på grænsen mellem Nepal og Tibet. En dag hørte han på afstand en hund gø og efter det stor larm, der forstyrrede ham. Han gik hen på en stor sten for at meditere. Lidt forinden havde han set et langt, sort, mange-plettet dådyr løbe imod ham. Han følte medfølelse med hjorten og sang ganske sagte:

»Hør mig, stakkels lille dyr. Du ser meget bange og forvirret ud. Du tænker, at du vil blive fanget, men fortvivl ikke. Du er i sikkerhed her, så du kan hvile dig her stille og roligt.”

Efter at have hørt Milarepas stemme var dådyret ikke længere bange. Dyret kom meget tæt på Milarepa og slikkede hans tøj, og derefter lagde det sig ved ham.

002

Milarepa tæmmer en vild hund

Milarepa tænkte, at dådyret blev jagtet af den vilde hund, som han lige havde hørt gø. Da han tænkte på hunden, løb en rød tæve med en sort hale imod ham. Hun så vild og farlig ud med skarpe kløer, som kan flå ethvert bytte i småstykker, og hendes knurren var som torden. Endnu en gang sang Milarepa en melodisk sang:

“Hør mig, hund med ulveansigt. Du tror, at uanset hvad du ser, er det din fjende, som gør dig vred. Du skal forsøge at kontrollere din vrede. Sid her ved siden af ​​mig, og hvil for en stund.” Da hunden hørte det, mistede den sin vrede. Den logrede med halen og slikkede Milarepas tøj kærligt. Den sad ved siden af ​​Milarepa meget roligt. Jetsün Milarepa tænkte, at en jæger måtte være efter de to dyr.

En jæger skyder på Milarepa

Pludselig kom en mand og opførte sig stolt og brutalt. Han stirrede på Milarepa med modvilje. Han havde en turban og en bue og pil. Da han så tæven og dådyret ved siden af ​​Milarepa råbte han i vrede, at han havde forhekset de to dyr. Han sagde:

“Du yogi, der vandrer her og der. Du går højt op i bjergene for at meditere, men i stedet dræber du dyr, og du går ned til bredden af ​​søen for at fange fisk. Du kæmper med folk i byerne. Du har muligvis magten til at forhekse mine dyr, men lad os nu se, om du kan beskytte dig selv mod min pil.”

Jægeren skød pilen mod Milarepa, men han ramte ikke. Milarepa tænkte, at hvis dyrene havde lyttet til, hvad han havde sagt, ville manden naturligvis også kunne forstå hans ord, så han sang:

“Du behøver ikke at skynde dig med at skyde mig. Du har en menneskekrop, men en dæmons ansigt. Du ønsker fornøjelse i livet, men fordi du har begået synder, vil du aldrig være glad. I stedet bør du forsøge at kontrollere dit sind.”

Jægeren ændrer sin opførsel

Jægeren var forvirret, og han undrede sig, for som regel bliver et dådyr let bange og en tæve er ofte vild og brutal. Så han på dem nu, kunne han se dem liggende ved siden af ​​hinanden som brødre.

Han havde aldrig glippet et skud i hele sit liv, men i dag var han ikke i stand til at ramme yogien. Han troede, at Milarepa var en sort magiker eller en kraftfuld helgen, så jægeren forsøgte at finde ud af, hvordan han levede.

Jægeren gik ind i Milarepas hule og fandt intet udover nogle uspiselige urter. Milarepa sang for ham og fortalte ham om læren fra ​​de tre guruer Tilopa, Naropa og Marpa, og om hans måde at leve på. Jægeren blev fyldt med stor hengivenhed og tro på yogien og bøjede sig ned foran Milarepa. Han tilbød sin bue og pil, men Milarepa nægtede at tage dem. Jægeren forpligtede sit liv til Dharma (Buddhas lære) og levede livet som en munk.

Priscilla Chhetri, 14 år, fra Phuntsholing, Bhutan

Luk denne tekst

 

Historien om Angay Baodem og Angay Baogem

Historien om Angay Baodem og Angay Baogem

007

Denne historie fortalte min far til mig som godnathistorie. Den har fascineret mig lige siden, og jeg vil altid tage ved lære af den:

Der var engang en landsby kaldet Kazhi. Her levede to kvinder Angay Baodem og Angay Baogem.

De havde begge to en sygdom kaldet struma, hvor halsen hæver. Deres struma var på størrelse med et græskar. De havde den samme sygdom og næsten ens navne. Men deres personlighed var yderst forskellig.

Angay Baogem var en meget religiøs, medfølende person med et stort hjerte. Hun var altid klar til at hjælpe andre. Angay Baodem var stik modsat. Hun var misundelig, egoistisk og ville ikke løfte en lillefinger for at hjælpe andre.

Måske derfor kunne mange mennesker lide Angay Baogem og kunne ikke lide Angay Baodem.

En dag skulle Angay Baogem til vandmøllen og male ris. Det var en lang rejse, og hun måtte gå gennem en tyk skov med rissækken på nakken. Hun begyndte tidlig morgen, og det var nat, før hun nåede vandmøllen. Hun var nødt til at sove der, så hun satte sig under et træ og bad en bøn til gudinden Dema om at beskytte hende om natten. Hun faldt i søvn uden at vide, at Sinpo, en kødædende dæmon, var lige i nærheden. Han ventede på, at hun sov, så han kunne nyde sit festmåltid. Han stirrede på hende i forundring:

“Sikke et mærkværdigt væsen, der har så meget kød hængende fra halsen. Det ser lækkert ud!”

Han skar strumaen af og løb grådig af sted med klumpen. Da Angay Baogem vågnede så hun, at strumaen var væk. Hun var så glad, at hun sang og dansede hele vejen hjem til landsbyen. Folk var utroligt glade og overraskede over hendes historie. Angay Baodem hørte også historien og en tanke fløj gennem hendes hoved:

“Angay Baogem ser skøn ud uden den struma. Hvis hun kan få den fjernet, så kan jeg også.”

Så hun tog af sted tidlig morgen med en sæk ris og kom til møllen til aftenstid. Hun satte sig under det samme træ og lagde sig til at sove uden at bede. Hun blev hurtigt utålmodig, så hun råbte:

“Hey, du Sinpo, kom herud og tag min struma.” Sinpo var rasende, fordi nogle prøvede at give ham ordrer. Han ville se, hvem det var. Men da han så hende, blev han mindet om den tidligere struma, han havde spist, som havde smagt ham meget bitter.

Så han kastede den op på hendes hals og sagde:

“Tag dit kød tilbage, jeg kan ikke lide det.” Og så løb han væk.

Næste morgen da Angay Baodem vågnede op, havde hun ikke bare én, men to hævede strumaknuder på halsen. Hun skammede sig over sin opførsel og tog tilbage til landsbyen fuld af fortrydelse. Alle grinede af hende og syntes, at hun fik, som hun fortjente.

Historien fortæller os, at vi altid skal være oprigtige i vores tanker. Et bhutansk ordsprog siger: “Hvis du har gode tanker, så vil selv jorden og himlen bane vejen for dig, men hvis du har onde tanker, vil den selvsamme jord og himmel blive dine forhindringer.”

Kesang Yuden, 13 år, 8. klasse fra Sarbang Tar, Bhutan

Luk denne tekst

 

Grådighed straffer sig selv

Grådighed straffer sig selv

Engang var der en mand, der boede i Lobesa. Han var meget ond og grådig, og ingen kunne lide ham. Selvom han havde masser af penge, ville han ikke hjælpe folk, når de kom til ham og bad om hjælp. Han havde ingen venlige følelser overfor dem. Han havde derimod en stor interesse i at indsamle penge og valuta fra forskellige lande. Han samlede så meget, som han kunne og gav aldrig en eneste krone til nogen. En dag blev han syg. Han mente, at tiden var kommet for ham til at forlade denne verden. Så han besluttede at lægge de penge, han havde samlet under en bunke sten og få lagt cement over for at holde pengene i sikkerhed.

Efter et par dage døde han.

047

En lyd fra bunken af ​​sten

Efter nogle år hørte folk i området en hvislende lyd, der kom fra stenen. Nysgerrige brød de stenblokken op for at finde ud af, hvad det mon var for en lyd. Da de brød cementen op, så de en slange, der forsøgte at komme ud derfra. Snart døde slangen. Den lokale munk fandt nogle hellige skrifter og forklarede folk, at slangen var den gamle mand, der havde været meget grådig i løbet af sin levetid. Han havde forsejlet pengene i stenbunken, fordi han ikke ønskede at skille sig af med dem. På grund af hans grådighed, var han blevet en slange, og han blev spærret inde i stenbunken.

Srijang Gurung, 15 år, fra Sarpang, Bhutan

Luk denne tekst

 

Flagermusen og væslen

Flagermusen og væslen

083Engang fløj en flagermus i luften på jagt efter føde. Da den nærmede sig et træ, fik en ugle øje på den fra sin rede. Uglen angreb den og stak den med næbbet. Flagermusen blev hårdt såret i dette angreb. Dens vinger blev så ødelagte, at den ikke var i stand til at flyve længere, så den faldt til jorden og lå der, hjælpeløs og stønnende i smerte. Netop da passerede en væsel den. Han fangede den og sagde: “Ahh, du er en fugl, og jeg er din fjende, så nu dør du!”

Selvom flagermusen var ekstremt bange, så sagde den:”Se lige ordentlig på mig. Jeg er ikke en fugl, men en rotte, så vær venlig at slippe mig fri.”

“Ja, du er så sandelig en rotte,” sagde væslen, mens han kiggede omhyggeligt på flagermusen, og han slap den og gik. Flagermusen begyndte at hoppe langsomt mod dens hjem. Den var kun nået et lille stykke af vejen, før den blev fanget af en anden væsel. Væslen greb flagermusen i sine poter og sagde: “Du er en rotte, og jeg vil dræbe dig”.

Igen måtte flagermusen tænke hurtigt, og den svarede:”Jeg er en fugl! Har du nogensinde set en rotte med vinger?”

Væslen kiggede nøje på flagermusen og lod den gå fri. På den måde nåede den smarte flagermus sikkert hjem. Moralen er: Din visdom er din bedste ven.

Leki Wangdi, 6. klasse, fra Kurther, Bhutan

Luk denne tekst

 

De tre dumme venner

De tre dumme venner

Der var engang tre venner; en ræv, en hjort og en abe. De boede et eller andet sted midt i en tyk skov. Selvom de var venner, var de jaloux på hinanden. Ræven misundte hjortens skønhed. Hjorten følte sig jaloux over abens hurtighed, og aben var jaloux på rævens snuhed. De ledte altid efter en mulighed, hvor de kunne bekæmpe hinanden.

En hyggelig dag begyndte de at gå ud af deres skov. Dagen blev meget varmt under den brændende sol, men de blev ved med at gå. På et tidspunkt så de en mand nærme sig dem med en taske på ryggen. De gemte sig i en nærliggende busk. Manden satte sig under et træ og tog en lur med tasken ved siden af ​​sig.

143

Støvler til rådyret

De benyttede lejligheden til at stjæle mandens bagage. De løb tilbage til deres skov og begyndte at kigge i tasken. De fandt et par støvler og en klokke. Ræven handlede klogt og distribuerede tingene. Han gav støvlerne til hjorten. Han fortalte hjorten, at hvis han tog støvlerne på, ville han kunne løbe meget hurtigt. Hjorten var yderst tilfreds med fordelingen foretaget af ræven, for han havde altid misundt aben for sin hurtighed. Han troede, at han ville få succes med at forfølge sin drøm om at blive ligeså hurtig som aben. Så han løb i retning af den nærliggende landsby med støvlerne.

En klokke til aben

Dernæst gav ræven klokken til aben. Han rådede aben til at ringe meget højt med klokken under et træ, hvor hans venner plukkede frugter, for så ville hans venner smide mange frugter ned til ham, og han ville have nok frugt at spise i lang tid. Aben troede også, at den snu ræv havde lavet en god fordeling. Han løb ud i skoven for at finde ud af, hvor hans venner plukkede frugter. Ræven havde holdt sig for sig selv med den tomme taske. Han gik tilbage til sit hjem grinende og tænkte over, hvad hans venner ville gøre, når de mødtes igen senere.

Hjorten får en overraskelse

Hjorten nåede udkanten af ​​landsbyen. Han ventede der indtil solnedgang og gik derefter ind på en velhavende landmands jord. Han tog sine støvler på og trådte på landbrugsjorden. Han begyndte at spise afgrøderne uden nogen frygt, han tænkte, at han havde de støvler på, som ville gøre ham hurtigere end landmanden. Da han var ved at spise, så landmanden ham og begyndte at skyde efter ham. Lidt tid var gået og manden var allerede nået hen i nærheden af ​​hjorten. Men hjorten tænkte, at han havde støvlerne, så han fortsatte med at spise afgrøderne. Nu da landmanden kom tæt på, forsøgte han at flygte væk, men til hans store forfærdelse kunne han ikke løbe hurtigt, men i stedet gled han og faldt ned lige foran landmanden. Manden begyndte at slå ham nådesløst med en tyk træpind. Efter lang tid forlod manden ham der for at lade ham dø. Hjorten rejste sig langsomt derfra i ren vrede og gik langsomt med pinefulde smerter tilbage til sit hjem. Han ønskede at tage hævn over ræven.

Abens klokke får ham i problemer

I en anden del af skoven så aben sine venner i et stort mangotræ. Han tænkte, at hans venner ville kaste ham mange mangoer, og at han ville fylde maven uden at arbejde for det, så han begyndte at ringe meget højt med klokken under træet. Men det, der skete var helt anderledes. Hans venner, som var foruroliget over de skingre lyde fra ​​klokken, faldt ned fra træet på jorden og græd i smerte. De styrtede mod ham og slog ham, indtil han var følelsesløs. Efter noget tid tog han af sted for at tage hævn over ræven.

Aben og hjorten hævner sig på den luskede ræv

Nogle dage efter mødtes de tre dyr på deres mødested. Uden nogen ord om de tidligere hændelser tog hjorten og aben ræven med hen til et hus. Folk havde forladt huset for at gå ud i marken. De lavede en leg og lod som om, at ræven skulle være deres herre, og de lovede at tjene ham. De lod ræven sidde nær vinduet og bandt ham med et reb til en stige, der lå vandret. De begyndte at spille deres roller som herre og tjenestefolk. Lige pludselig kom menneskene tilbage til huset. Hjorten og aben kom hurtigt ud ad vinduet, som de havde planlagt. Da ræven forsøgte at komme ud af vinduet, sad stigen fast. Folk fangede ham og slog ham nådesløst.

Ræven beklagede sine ugerninger overfor sine venner. Han undskyldte, og de tilgav ham. De lo, fordi de kunne se, at de alle havde været dumme og havde følt misundelse, og de levede som gode venner uden at snyde hinanden igen.

Sangay Tshering fra Gaselo skole, Bhutan

Luk denne tekst

 

De fire venner

De fire venner

286

Denne historie handler om fire venner; en elefant, en abe, en påfugl og en kanin. Denne historie er kendt over hele Bhutan. I begyndelsen var de fire venner ikke venner. De diskuterede, hvem der havde ret til et frugttræ, hvor de alle nød at spise frugt.

Deres diskussion stoppede brat, da en mand underkendte dem og hævdede, at han ejede frugttræet.

De fire venner tænkte over, hvad de skulle gøre for at få frugten, som de alle elskede at spise. De ønskede at hjælpe hinanden, så derfor blev de venner.

“Jeg vil plante et frø i jorden,” sagde påfuglen.

“Jeg vil vande det,”  sagde kaninen.

“Jeg vil gøde det,” sagde aben.

“Jeg vil beskytte det,” sagde elefanten.

Frøet voksede og voksede, indtil det blev til et træ. På træet voksede den dejlige frugt. Nu havde de fire venner et enkelt lille problem. De kunne se frugterne, men de kunne ikke nå dem. Så de lavede et tårn ved at klatre op på hinandens rygge; først elefanten, så aben, kaninen og endelig til sidst påfuglen. Gennem deres venskab og samarbejde var de fire i stand til at dele deres favoritfrugt. I Bhutans nationale sprog, Dzongkha kaldes historien Thuenpa Puen shi, hvilket betyder samarbejde, relation, fire.

Sonam Choden, 14 år, fra Thimphu, Bhutan

Luk denne tekst

 

Godkarma.nu
kontakt@godkarma.nu

www.godkarma.nu
Du er her: HomeTil elevenHistorier om buddhisme