En dag i et nonnekloster

Hvorfor vælger nogle mennesker et liv i et kloster?

Kig og lyt med fra et nonnekloster i Bhutan.

Lyden i et nonnekloster

Mahakala – en aftenpuja i klosteret:

1. Vajra kilaya mantra

2. Lama khyenno – Calling the guru

 

Fotos og tekster herunder er uddrag fra bogen Buddhas kvinder – Nonner i Bhutan af Marie Venø Thesbjerg, Forlaget Ajour. Bogen kan fungere som introduktion til buddhisme.

Tekster

 

Buddhisme - en videnskab om sindet

Buddhisme – en videnskab om sindet

Buddha sagde, at der findes lidelse, og der er en vej ud af lidelse.

Menneskets tro på, at det består af et fast ego, skaber konstant lidelse – det er derfor, nonnerne øver sig sig i ikke at knytte sig til tanker, følelser eller ideen om et solidt eksisterende jeg.

Men når alt i vores verden er lidelsesfuldt, hvordan kan nonnerne så være så glade?

Chophal forklarer gerne en af de grundlæggende tanker i buddhismen:

”Menneskelivet er det bedste liv for at praktisere dharma, der gør os i stand til at overskride lidelsen. Vi kommer til at forstå, at roden til vores lidelse er vores tilknytning til jeg’et og ideen om et ego,” siger hun.

Det sker ikke med et snuptag, understreger hun, for de fleste mennesker vokser op med ideen om et stabilt jeg. Men hvis man arbejder hårdt, vil man indse, at det er jeget, der konstant kommer i vejen for lykken. Det skaber frustrationer, når sindet ikke kan opfylde sine egne begær, og årsagerne til vores lidelse kommer inde fra os selv og skyldes ikke blot vores omgivelser.

”Dharma er den eneste måde at frigøre sig fra lidelse og blive lykkelig både i dette liv og det næste,” siger Chophal. ”Vi kan også opleve glæde og lykke, men de er ikke konstante. Indimellem kommer lidelse, for alt skifter hele tiden, og vi kan ikke engang forudse, hvordan det skifter. Og fordi vi som mennesker søger det bestandige, kommer vi til at lide og føle skuffelse i en ubestandig verden.”

Ubestandigheden er central i buddhismen.

”Buddha erkendte, at alting er forgængeligt. Intet varer for altid. Ting vil definitivt opløses eller forfalde en dag. Hvis vi forstår det, ved vi, at vi ikke kan holde fast på noget for altid,” forklarer Chophal.

Vores problemer begynder, når vi klæber til ting – inklusiv ideen om et solidt jeg. Den illusion skaber følelser, der kræver noget eller søger at beskytte jeg’et. Det er følelser som arrogance, begær, misundelse og grådighed, og de følelser anses som forstyrrende i buddhisme. Chophal forklarer, at det ypperste mål i buddhisme er at udvikle medfølelse og universel kærlighed til alle levende væsener.

Buddhisterne kalder det uvidenhed, når vi mennesker tror, at det vi sanser, tænker og erfarer er sandt, og vi derfor lader os styre af det.

Buddha sagde, at alting er tomhed. ”Vores lærer råder os til at se livet som en drøm. Vi skal vågne op, ligesom vi vågner op fra en drøm om natten, som vi troede var virkelig, mens vi var i drømmen. Men bagefter ser vi, at vi blot drømte,” forklarer Chophal.

Nonnernes liv er en øvelse i at søge hinsides den gængse tilknytning til en fast måde at se tilværelsen. De ønsker at befri sig fra lidelse ved at afdække og undersøge deres sind og bevidsthed, så de kan opnå fred og oplysning.”Vi skal ikke opgive alting helt udelukkende for at undgå tilknytning, men vi kan undgå tilknytning ved ikke at holde så fast i det,” fortæller Chophal.

Chophal forklarer, at det er sindet, der opfatter, føler og tænker. Sindet er ophavet til alle vores oplevelser, både dem der kommer inde fra os selv, og de indtryk, vi modtager fra omgivelserne. Derfor er det vigtigt at undersøge sindet. Buddhisme er en videnskab om sindet.

”Alle har ret til at se, om Buddhas lære hjælper dem eller ej. Hvis den hjælper og frigør dig fra lidelse, så kan du være sikker på, at den er sand. Buddha sagde, at man ikke skal acceptere hans lærdom, bare fordi den kommer fra en konges søn. Du skal teste og undersøge, om den er bedst for dig, men ingen tvinger dig til det. Det er op til dig,” siger Chophal.

”Dharma hjælper i høj grad mig, derfor praktiserer jeg den. Den er sandheden for mig, men jeg kan ikke sige, at den er sandheden for alle andre.”

Luk denne tekst

 

Bønner for Bhutanere

Bønner for Bhutanere

Det er lørdag. En ung mand i farvestrålende gho, den bhutanske nationalpåklædning for mænd, kommer gående til Zilukha nonnekloster. Det ligger på toppen af en klippe med udsigt over hovedstaden Thimphu. Han kommer for at bede nonnerne om at udføre en bønneceremoni til gavn for hans afdøde far. Det er skik og brug, at bhutanesere bruger nonner og munke til at udføre ritualer og bønner i mange situationer i livet.

Der er bønner for godt helbred, for et langt liv, velstand og lykke, for at undgå forhindringer på den spirituelle vej og støtte til døende og de døde. Hver buddhistisk familie inviterer årligt en gruppe nonner eller munke til deres hjem for at udføre et ritual for hjemmet, familien og landsbyen.

Den unge mand rækker en lille stak ngultrum pengesedler, svarende til 50 kroner, til en ældre nonne. Det er god skik at være gavmild og betale nonnerne for deres bønner. Enhver betaler det beløb, man kan undvære. Nonnerne udfører gerne bønnerne uden betaling, men bhutanesere holder af at gavne deres munke og nonner, så de har noget at leve af, og så klostret kan blive ved med at beskytte Buddhas lære. Pengene vil blive fordelt blandt de nonner, der sidder med i bønnen.

I buddhisme er klostrene anset for at være det sted, man skaffer sig den højeste fortjeneste. At hjælpe munke og nonner frembringer derfor umådelig værdi.

Efter den unge mands aftale med den ældre nonne går han derfra, og nonnerne vil nu snarest udføre hans bøn. Og den unge mand har gjort, hvad der var muligt for ham for at følge sin afdøde far på vej med bønner om en befriende genfødsel.

Luk denne tekst

 

Cølibat

Cølibat

En dag bærer Chophals mor en baby ind i templet. Han går fra arm til arm til stor glæde for nonnerne. Det er Chophals storesøsters søn. Hun bor i en landsby, men kan ikke selv tage sig af ham, fordi hun er lam. Derfor har Chophals mor ansvaret for at passe ham.

Han er hele klostrets kæledægge. Nonnernes moderkærlighed og omsorg strømmer ud over ham, mens han ligger kær, rundt og babyblød i et varmt tæppe og kigger. Chophal har det fint med, at han bare er til låns, og at hun ikke selv vil få mand og barn.

”Jeg tænker ikke på at få børn overhovedet. Jeg kan godt lide min søsters baby, måske fordi han er lige foran mig.”

”Har du aldrig haft en kæreste?” spørger jeg.

Chophal griner.

”Nej. Jeg har aldrig haft en kæreste. Og jeg skal heller aldrig have nogen. Det betyder ingenting for mig. Kun dharma betyder noget.”

Mange nonner har aldrig prøvet at kysse en dreng og vil heller aldrig komme til det.

”Jeg har aldrig haft en kæreste, så jeg har ingen ide om, hvordan det er. Så det er der ingen grund til at tænke over,” ræsonnerer 19-årige Jamyang Choden.

I vesten er der dagligt fokus på sex, parforhold, manglende sexlyst, sidespring eller sexsymboler i medierne. Så jeg undrer mig over nonnernes forhold til seksualitet. Det er ukendt område for dem. Uden interesse.

”Jeg ser det ikke som noget problem at leve i cølibat. Jeg har jo en hel masse gode dharmavenner omkring mig. Hvis det er et problem for nogen at leve et liv i cølibat, så behøver de jo ikke at blive nonne eller munk. Klosterlivet er ikke den eneste måde, du kan praktisere på. Du kan sagtens praktisere som lægperson. Men jeg synes, at den bedste måde at hellige sig selv på er ved at være nonne eller munk,” siger Chophal.

For nonner og munke giver sex simpelthen ikke mening. Ikke fordi det er en synd, men fordi sex ofte udspringer af en egoistisk følelse af begær, som de ønsker at undgå eller omforme til noget gavnligt og uselvisk som for eksempel medfølelse.

”Vi lever i cølibat, fordi det er muligt for os. Alle mennesker har forskellige holdninger og måder at leve på. Hvad én anser som godt, er måske ikke godt for en anden. Hver ting kan anskues på mange forskellige måder. Så enhver kan leve det liv, som man synes er bedst. Hvis vi ser på historien og på nogle af de store mestre, så er de ikke allesammen klostermunke eller nonner. Der er mange realiserede mestre, som er gift og har børn. De kan praktisere effektivt med en passende partner. Deres erfaring med sex er lyksalighed og tomhed fremfor begær og tilfredsstillelse,” forklarer Chophal.

Almindelige praktiserende buddhister lever ikke i cølibat, men de afstår fra at indgå i såkaldt amoralske seksualforhold. Jeg spørger Chophal, om det ligefrem giver dårlig karma at have sex?

”Nej, slet ikke. Uden sex ville menneskeracen uddø, selvom forskere i dag kan producere testbabyer i laboratorier, hvis jeg har forstået det ret,” siger hun.

”Men på nogle måder kan upassende seksuelle relationer være årsag til at udvikle dårlig karma. Upassende sex betyder sex med en fra din familie, som du er relateret til genetisk. Det er også upassende at dyrke sex på hellige steder, i et tempel eller på dage, hvor du tager specielle løfter. At have sex med én, som er for umoden aldersmæssigt, er også upassende.”

Luk denne tekst

 

Dharmavenner frem for familie

Dharmavenner frem for familie

Chophal Palmo betyder at forøge dharma – Buddhas lære. Navnet passer perfekt til hende. Chophal er 24 år gammel og har været nonne i otte år. Hendes liv handler om at praktisere Buddhas lære 24 timer i døgnet.

”Jeg kom til klostret på den tiende dag i fjerde måned af den bhutanske kalender på en særlig, lykkevarslende dag. Jeg var meget spændt. Jeg var drevet af tro. Jeg var interesseret i dharma og ville gerne vide mere,” fortæller Chophal. Hun var 16 år gammel og havde netop afsluttet 10. klasse, da hun bestemte sig for at være nonne resten af sit liv.

Fem af Chophals søstre var allerede nonner i klostret ved Trongsa, da hun i 1998 trak i de røde nonneklæder. Siden er også deres mor og far flyttet ind i klostret.

”Mine forældre er gamle. De var landmænd. Men der var ikke nogen hos dem længere. De besluttede sig for at blive nonne og munk her,” forklarer Chophal.

Det er ret usædvanligt at så mange medlemmer af samme familie søger i kloster. De har alle valgt et enkelt liv, hvor de ejer så lidt som muligt. Chophal fortæller, at hun har tre sæt tøj – et til arbejde og to til at skifte med. Nonnernes fokus ligger ikke på materielle goder, status eller en karriere med fart på. De koncentrerer sig om et etisk liv. De ønsker at udvikle sig til gavn for andre. I klostret bliver de ikke distraheret af dagligt slid for at få brød på bordet eller af et tidskrævende socialt liv. De har andre ting at gå op i.

”At være nonne er ikke et nemt liv,” mener Chophal.

”Vi skal stå tidligt op og følge et stramt skema. Men jeg nyder det hele, for alt, hvad vi gør, gør vi for at gavne dharma og alle levende væsener. Det er også interessant at arbejde sammen i et kvindefællesskab. Naturligvis kan vi som mennesker ikke undgå konflikter, men vi lærer at arbejde med dem.”

Hun fortæller, at nonnerne mediterer på følelser som for eksempel vrede. De sørger for at arbejde med alt det, der er svært og lære af deres fejl. Følelser skal ikke undertrykkes, men erkendes som vej til frigørelse.

”Sådan gør vi,” konstaterer Chophal og fortæller, at disciplinen i klostret kan virke striks for nogle mennesker.

”Nonneklostrets vigtigste rolle er at beskytte Buddhas lære. Det gør vi ved at følge disciplinen og gøre, hvad Buddha sagde. For nogle er det svært at overholde reglerne i et kloster, og det er meget trist, for hvis man har munke- eller nonnetøj på, respekterer folk en. Så skal man ikke begynde at bryde reglerne og på den måde undergrave det, vi står for, og det folk forventer, vi står for.”

Kun to af Chophals søskende bor i dag uden for klostret – resten af sin familie ser hun hver eneste dag til måltider, bøn i templet og daglige pligter.

”Jeg kalder dem ikke mor og far eller mine søstre længere. Jeg tænker på dem som dharmavenner ligesom alle andre her i klostret. Vi er venner på vejen til oplysning,” forklarer Chophal.

Hendes ældste søster er ledende nonne i klostret. Når deres lærermester ikke er til stede, er det hende, der bestemmer.

”Hvad hun siger, er det samme som Buddha sagde, så vi går ikke imod hende. Det ville være det samme som at gå mod Buddhas lære. Men som tiderne skifter, skifter reglerne også lidt. Buddha sagde, at man kan ændre reglerne i forhold til tradition, kultur og klimaet i landet, så klostrene ændrer sig også lidt i forhold til det.”

”Vi følger den lære, som Buddha gav for cirka 2500 år siden. De store lærere siger, at buddhisme er videnskab om sindet. Buddhisme er et slags værktøj, der kan forbedre dit sind, så du kan hjælpe andre, og du kan undgå negative handlinger. Buddhas lære er en beskytter og en modgift mod lidelse. Læren træner vores sind, hjælper os til at blive bedre mennesker – til at se, hvad vi virkelig er. Du kan sammenligne Buddhas lære med en medicin, der kurerer dig for en sygdom. Den er en måde at arbejde med sine følelser og lære fred i sindet,” forklarer Chophal.

Målet i buddhisme er at opnå oplysning. Det begreb beskrives som en sindstilstand fri af lidelse. Fri af genfødslernes kredsløb. En Buddha er oplyst og befinder sig i en sindstilstand af fryd, fred, frihed, i medfølelse med alle levende væsner og med visdom til at gavne og glæde andre. En oplyst er i stand til at befri andre levende væsner og har ingen tanke på sig selv, men udelukkende på at gavne andre.

Der er ingen forskel på kvinder og mænds evne til at nå oplysning.

”Kvinder er lige med mænd. Alle levende væsner har buddha- natur, så alle kan opnå oplysning, når de rette betingelser er til stede. Hvis vi praktiserer dharma grundigt, kan vi alle opnå oplysning en dag,” forklarer Chophal.

I klostret søger nonnerne at anvende de metoder, Buddha anviste som vejen til oplysning. De arbejder med at erkende sindets sande natur ved at erkende, at der ikke er et ego at knytte sig til og handle ud fra. Dermed bliver de i stand til at give afkald på egoistiske handlinger og uhensigtsmæssige vanemønstre, og de bliver mere fokuserede på at gavne andre væsner.

”Vi forsøger ikke at tænke på fortid og fremtid. Vi prøver at være bevidste om, hvad vi gør. Uanset hvad vi laver, skal vi være til stede i det, nærværende og undlade at vores sind bliver distraheret.”

Chophal Palmo holder af sin tilværelse i klostret og vil ikke bytte med noget andet.

”Man kan sagtens være en god dharma-udøver, selvom man ikke er nonne eller munk, men jeg tror, at det er nemmere at være det her i et kloster, hvor jeg har alle muligheder for at praktisere dharma. I byen eller i et liv med familie, job og børn er der sværere at få tid og mulighed for det. Jeg har bestemt at blive her hele livet.”

Luk denne tekst

 

Mens regnen danser

Mens regnen danser

Det regnede hele natten. Så heftigt, at det dryppede ned på Sherab og jeg på gulvet, da bliktaget ikke kunne bære mere. Lyden var tryg og hyggelig, mens vi holdt varmen under en masse tæpper.

Små hyl fra marken holdt os vågne. Det var nonnerne, der lå vagt i et lille telt for at skræmme grise fra de omkringliggende landsbyer væk fra kartoflerne. Noget rumsterede i rummet. Sherab hviskede, at det måske var flagermus, der kom ind gennem sprækkerne i trævæggen.

Om morgenen er der klamt og gråt alle vegne. Monsunen er startet tidligt i år. Tunge skyer læner sig op ad bjergene. Stilhed gemmer sig i tyk tåge, indtil en paraply med et svirp folder sig ud, og en nonne svupper mod vaskestedet for at børste tænder. Duften af røgelsesbål og brændte grene kradser lifligt i næsen.

Nonnerne har et stramt dagsprogram:

Klokken 5 står de op – nogle gange endnu tidligere

Klokken 5.10 er der morgenbøn i templet

Klokken 6 er der selvstudier

Klokken 7 drikker de te og spiser ris til morgenmad

Mellem 8 og 12 arbejder de på byggepladsen eller får undervisning skiftevis hver dag

Klokken 12 spiser de ris, grøntsager og chili til frokost

Mellem 13 og 17 arbejder de på byggepladsen eller får undervisning

Klokken 17.30 er der aftenbøn i templet

Klokken 18 spiser de aftensmad

Klokken 19-21 er der selvstudier og nogle gange undervisning

Brænde ryger ind under en stor, sort kakkelovn med komfurhuller i toppen. En lille hundehvalp skutter sig foran ovnen og ryster en regnbyge ud af pelsen. Kolde tæer i klipklappere tør op i det varme køkken.

Klokken syv lyder gonggongen til morgenmad.

Nonnerne myldrer ud af de små huse med hver deres dybe tallerken. De sætter sig uden for køkkenet eller i husene for at spise. Kæmpestore, sorte krager knager misundeligt fra taget.

Pigerne undskylder, at der er beskidt, eller at maden ikke er god nok. De er kede af, at de ikke kan give mig lækker mad og luksus. Men jeg nyder, at det er så enkelt. Deres ris og grøntsagsret smager fantastisk. Vi drikker sort te med sukker og mælk.

Sherab tager nogle bhutanske piller, baseret på urter og planter. Hun har maveproblemer og har tidligere haft mavesår, som mange andre kvinder i Bhutan får – muligvis fordi deres kost ikke er varieret og indeholder for meget chili og salt. Sherab vil ikke tage andre lægemidler, fordi de kan indeholde ting fra dyr. Hun er vegetar og spiser hverken æg eller honning. Men af og til tørret yakkød.

Det er ret forunderligt for normal vestlig logik: Nogle buddhister er vegetarer, andre er ikke. Nogle dage er det i orden at spise kød, på andre dage har myndighederne forbudt det. En måned hvert år har Bhutans regering indført forbud mod at købe kød. Det betyder, at nogle familier hamstrer kød i tiden op til, så de alligevel kan spise kylling, oksekød og svinekød den måned, hvor butikkerne er kødløse. Forbuddet er ment som en påmindelse om ikke at slå dyr eller andre levende væsener ihjel. Nogle bhutanere regner det ikke for en dårlig handling at spise kød, fordi de ikke selv har slået dyret ihjel. Andre lever vegetarisk for at undgå at skade liv mindst muligt.

Som en klog mand i Thimphu sagde til mig, da jeg blev forbløffet over at se en munk med sin kone. Jeg troede, alle munke levede i cølibat:

”Er du overrasket? Ja, sådan er det gerne. Vi har en opfattelse af, hvordan vi tror tingene er, indtil nogen viser os, at det kan være anderledes. Sådan rykker koncepterne sig hele tiden.”

Regnen danser sin fast rytme mod bliktaget og virker søvndyssende. Sherab tænder en olielampe for at kunne se sin aflange bønnebog. Bag hende lyser hendes silhouet som en kæmpe Buddha-figur. I det varme, gule lys messer hun sine bønner lavt og dedikeret. Det er den bedste godnatvise, jeg længe har hørt. Til den summende lyd af bønner og fred falder jeg i søvn.

Luk denne tekst

 

Mor og Nonne

Mor og Nonne

Hendes bevægelser er rolige, og hun giver sig god tid i alt, hvad hun gør. Ro. Dorji Lahm er 27 år og har været nonne i tre år. Hun er en af de få i klostret Sisinang uden for hovedstaden Thimphu, der kan tale engelsk. Hendes vej til Sisinang har været snørklet og ufremkommelig som vejene i Bhutans bjerge. Hun virker alvorlig, værdig og ydmyg på samme tid. Når hun griner, kravler små, fine rynker frem ved hendes næse.

To senge, betrukket i et væld af farver, læner op ad væggen. På en lille træbakke serverer Dorji te og kiks. Hun synes, jeg skal føle mig hjemme.

”Træk benene op i sengen, sådan ja, i skrædderstilling.”

Vi griner, da jeg prøver at hive benene op i fuld lotusstilling, hvor hver fod hviler på modsatte lår. Det lykkes ikke.

Udsigten bag de blomstrede gardiner er betagende. En bjergrække, klædt i grønne grantræer med en gammel ruin på ryggen, flirter med en lyseblå himmel. Klostrets hvidkalkede bygninger gør sig godt i farvepaletten. Her bor 80 nonner mellem 12 og 84 år.Dorji deler værelset med en anden nonne. I små trækommoder gemmer de deres ejendele: En riskoger, farverige termokander, sukker, earl grey te og en flaske Fanta. En fejekost hviler sig i hjørnet, og en blå skænk fungerer som husalter med guldindrammede lamaer, lys i bronzestager og røde, hvide, blå og orange plasticblomster.

Dorji fanger en flue med den ene hånd og lukker den uden for døren.

”Allerede da jeg var lille, ville jeg gerne være nonne. Men mine forældre sagde, at jeg skulle vente og finde ud af, om det var det rigtige for mig,” fortæller Dorji. Derfor gik hun i skole til 8. klasse. Og da hun var giftemoden, gjorde hun som mange andre unge kvinder: Giftede sig med en mand, som hendes forældre havde valgt.

”Dengang ville jeg gerne giftes, for det var en hjælp for min familie. Han havde et godt job og hjalp min familie økonomisk. Så vi blev gift, og vi fik en søn. Men jeg brød mig ikke om at være gift.”

Dorji var syg i tre år. Hun havde svært ved at trække vejret. På hospitalet kunne ingen finde ud af, hvad der var galt.

”Hver gang jeg så nogle af mine veninder i røde klæder, blev jeg ked af det og ønskede bare at græde. Jeg fortalte min mand, at jeg ville være nonne. Jeg sagde det flere gange. Til sidst sagde han ok.”

Dorji forlod sit ægteskab og sin søn på tre år. Hun vidste, at det ville blive svært, og at hendes forældre ikke ville bryde sig om det.

”En dag tog jeg de penge, jeg havde sparet sammen. Jeg pakkede ris og grønsager og tog af sted til et nonnekloster. Jeg spurgte ikke nogen. Jeg tog bare af sted. Det var min egen beslutning.”

Det var hverken let eller ligetil. Da hun kom til klostret, var hun ved at blive sendt hjem igen. Der var ikke plads nogen steder, og læreren bad hende vende tilbage senere. Dorji stod fast.

”Klostret var det eneste sted, jeg ville være. Jeg ville kun være der.”

Hun fik lov at sove i nonnernes depot. Der var ingen elektricitet, og loftet hang så lavt, at hun ikke kunne stå oprejst derinde.

”Men jeg blev der, og efter fire måneder fik jeg et værelse at dele med en anden nonne.”

Senere fik hun også lov at tage noviceløfterne som nonne, og endelig kunne Dorji indgå i klostret på lige fod med de andre kvinder.

Hun fortryder ikke.

”Jeg tænker, at det er godt at have været gift, før man bliver nonne. Så drømmer man ikke om det liv. Jeg ved, hvilke problemer der er, og hvordan livet ser ud som familie.”

Hendes søn græd, da hun efterlod ham hos sin søster, men hun fulgte sit hjerte, og hun gjorde det ud fra ønsket om at gavne. At praktisere Buddhas lære er en overgivelse til noget større end sig selv. Buddha selv gav afkald på sit kongedømme. Han forlod sin kone, sine børn og sit magelige liv for at finde sandheden bag menneskets lidelser, bag liv, sygdom og død. Han forlod sin sikre verden for at forstå sindet, meditere og opnå oplysning og frihed.

En dag spæner Dorji hen ad bjergsiden, da en velkendt bil kommer kørende neden for på vejen. En lille dreng hænger vinkende ud af vinduet.

”Det er min søn,” siger hun stolt.

Bilen triller ind til siden, og Dorji vinker ned til drengen på bagsædet, rørt og glad. Han er nu 6 år gammel. Dorji har ikke set ham i flere måneder. Hun smelter i et smil, da hans runde hoved og mørke hår virrer af glæde, mens hele han krop vinker til hende. Drengen råber et par ord, inden bilen kører videre og forsvinder ned ad bjerget.

”Han kalder mig ani (nonne) i stedet for mor. Han er meget klog. Nu kalder han min søster for mor,” fortæller Dorji uden skælven. Hun har lagt fortiden bag sig. Hun fortæller, at søsteren opdrager drengen som sin egen søn.

”I starten var det svært for ham, at jeg var her. Nu har han vænnet sig til det. Jeg tænker ikke på ham mere, og jeg savner ham ikke.”

Luk denne tekst

 

Til gavn for alle levende væsener

Til gavn for alle levende væsener

Her bor deres læremester, når han besøger klostret. Lidt afsides fra klostrets centrale del, bygget ind i skrænten ved siden af en kæmpe klippe.

Fra toppen af klippen er der en fabelagtig udsigt. Her sidder nonnerne af og til og mediterer. Jeg kan mærke hvorfor. Her på toppen får man følelsen af at sidde på kanten af verden, med hovedet i himlen og udsigt til altings uendelighed.

Nonnernes Rinpoche er deres åndelige læremester. Chophal vidste, allerede første gang hun mødte ham, at han skulle være hendes personlige vejleder.

”Da jeg gik i skole hernede i landsbyen, hørte jeg ham tale i klostret. Jeg sagde til ham, da jeg var omkring 12 år, at jeg ville være nonne. Han svarede, at jeg skulle gå lidt mere i skole og lære mere og også lære engelsk. Det gjorde jeg så. Da jeg var 16 år, blev jeg nonne og tog alle noviceløfterne. Han var den første lærer, som jeg fik belæringer fra. Jeg tror, at det er karma, hvem vi møder som vores lærer. Lige siden har jeg vidst, at det var rigtigt.”

I tibetansk buddhisme er det afgørende, at der er en autentisk læremester til at guide nonnerne på vej. Læremesteren spiller en enorm rolle i undervisningen og videregivelsen af ritualer og praksis, fordi han anses for at være en levende bodhisattva. En bodhisattva repræsenterer Buddhas krop, tale og sind. Han er medfølelse og har dyb indsigt til at guide og gavne alle levende væsener.

”Vores Rinpoche er vigtig for os. Vi tror på ham og har tillid til ham som en kropsliggørelse og manifestation af Buddha,” siger Chophal og fortsætter:

”Vi er begyndere, så vi kan føle, han er langt væk, men i den ultimative realitet er vores tro forenet med ham, og vores bevidstheder er ikke til at skille ad.”

Der skelnes mellem en relativ og ultimativ realitet. Den ultimative realitet er den, der ligger hinsides begreber, tanker og vores almindelige relative opfattelse af tingene. Den søger nonnerne at blive bekendte med i meditation, i deres praksis og i hvert minut.

Når en nonne kommer til klostret, lover hun at ville arbejde på at udvikle kvaliteter som medfølelse og indsigt, der giver evnen til at gavne alle levende væsener, og hun lover at befri dem fra samsara, den endeløse cirkel af genfødsel og død, når hun når stadiet af en bodhisattva i sin udvikling. Det er at tage boddhisattva-løftet, og det er dette mål, nonnerne stræber efter. De øver sig i de seks fuldkommenheder (paramitaer ), når de søger at praktisere bodhisattva-idealet: gavmildhed, disciplin, tålmodighed, flittighed, meditationskoncentration, indsigt og visdom.

En bodhisattva arbejder ud fra en spontan tilskyndelse til at hjælpe andre. En bodhisattvas medfølelse er ikke blind følelse, men kærlighed kombineret med indsigt og visdom. Visdom er forudsætningen for medfølelse og er derfor uadskillelig fra den. Det lyder smukt. Utroligt. Og en stor mundfuld.

”Det hele handler om dit sind. Selvom vi er nonner, så er vi jo også bare på vej. Vi laver også fejl og oplever tilknytning og vrede og så videre. Vi arbejder med dharma, vi er ikke perfekte. Men vi prøver på at blive det,” beroliger Chophal.

Luk denne tekst

 

Uddannelse til Buddhas kvinder

Uddannelse til Buddhas kvinder

Nonnerne synger en bhutansk folkevise, mens de stamper og slår lange køller ned i leret, så det sætter sig som vægge i en ny klosterbygning. Melodien er mild og fuld af længsel.  Byggepladsen ligner en slagmark af mudderbunker efter nattens regn. Mens morgendisen letter, knokler nonnerne for at bygge et nyt kloster, der skal huse 500 nonner her midt i Bhutans bjerge.

Flere og flere kvinder søger i disse år til klostrene i Bhutan. Mange klostre må bygge til og bygge om for at huse de interesserede kvinder og forbedre deres faciliteter. Tidligere var klosterlivet forbeholdt mænd, mens kvinder, der ville dyrke Buddhas lære, enten kunne blive eneboere, vandrere, leve som nonner på egen hånd, opvarte munkene eller leve et almindeligt liv. De seneste 30 år er nonneklostrene blomstret op og har givet kvinder mulighed for at tage en religiøs uddannelse på nogenlunde samme vilkår som mændene.

Nogle af pigerne glider rundt med bare tæer på toppen af bygningen. Andre har røde gummestøvler på og slæber rundt på en klods af rødbrunt mudder under hælen. De fleste har bundet et tørklæde om hovedet for at skygge mod solen. Andre bruger en kasket eller solhat som skærm. Tæt på solen i 3200 meters højde er der varmt. Vinden blæser tør og barsk her på et af Bhutans mest hellige steder. Nonnernes kinder er røde og ru. Flere har grove, sprækkede hænder og hård hud på fødderne. De er vant til at arbejde på bygningerne, ligesom de skiftes til markarbejdet, hvor de dyrker kartofler, rug og andre afgrøder, der kan klare klimaet i højderne.

22-årige Ani Sherab Kinga Yangzom misser med øjnene mod solen, mens en svedperle triller ned ad hendes kind. Hun balancerer op ad stigen med en sæk lerjord på skuldrene.

”Hvis du bliver her som nonne, skal du også arbejde med os,” smiler hun.

Jeg nikker.

”Selvfølgelig.”

Sherab synes, at jeg skal blive nonne.

”Hvis du lever og går den rette vej, som Buddha har sagt, vil du få et bedre liv i næste liv. Men du må ikke slå ihjel, og du skal være god ved alle mennesker og dyr. Okay. Vil du blive her?” spørger hun.

Klostret Pema Choling Anim Shaydra huser indtil videre 100 nonner i alderen 12 til 70 år. Trangt og tætpakket bor de side om side i en klynge midlertidige træhuse. Hver nonne har en madras på gulvet, en stak tæpper, bøger og enkelte personlige ting omkring sig. Det nye kloster skal med tiden huse 500 nonner og vil være det første kloster og studiecenter i Bhutan, der giver kvinder mulighed for at tage en universitetsgrad i buddhistisk filosofi.

Sherab bor under et vindue. Hendes flade madras ligger langs væggen, hvor hun har hængt aviser og billeder op som pynt, men også som værn mod den værste kulde, der siver ind af sprækkerne om vinteren. Hun hiver nogle fotoalbummer frem af gemmerne og fortæller om familie og venner. Albummet er udsmykket med klistermærker, og kronprinsens billede er klippet ud og sat ind i bogen. Det er som ethvert andet tøseværelse med sludder, fnis og kommen tæt på hinanden. En ældre nonne sider i skrædderstilling og læser ved en lille pult. Hun forstyrres og kigger op i et smil.

Størstedelen af nonnerne kommer ligesom Sherab fra landområder og har oftest få års skolegang bag sig. Klostret giver pigerne mulighed for at få en uddannelse. De lærer nationalsproget dzongkha, buddhistisk filosofi, klostrets mangeartede ritualer, tibetansk og på nogle klostre også engelsk.

Bhutan har 15 nonneklostre, de tre er støttet af staten. Et sted mellem 500 og 1000 nonner bor i Bhutan, men nogen egentlig optælling findes ikke, da de fleste nonneklostre er private og oprettet af læremestre – Rinpoches – fra forskellige skoler inden for tibetansk buddhisme.

Nogle nonner får undervisning i matematik, almene fag og introduktion til buddhistiske studier, mens andre følger et studium, som vil give dem en universitetsgrad i buddhistisk filosofi efter ni år. Efterfølgende har kvinderne mulighed for at undervise i buddhisme i deres lokalsamfund eller udføre ritualer i klostre og for folk i nabolaget.

For 17-årige Damcho Zangmo, der har været i kloster i fem år, var det netop grunden til at gå i kloster.

”Jeg kom for at lære om buddhisme, og fordi jeg ønsker at blive lærer for min landsby, så jeg kan lære dem at gå den rette vej,” siger hun.

Det er med ære, ydmyghed og enorm glæde, at nonnerne tager Buddhas lære til sig. Det er anset som det ypperste, den største værdi og det højeste et menneske kan beskæftige sig med. Samtidig er det en afgørende udvikling for nonnernes muligheder og status i religionen, at de nu kan uddanne sig i buddhistisk filosofi på et højt niveau. De fleste klostre har i dag mandlige undervisere, simpelthen fordi nonnerne hidtil ikke har været uddannede til at undervise.

Luk denne tekst

 

Godkarma.nu
kontakt@godkarma.nu

www.godkarma.nu
Du er her: HomeTil elevenEn dag i et nonnekloster